Jeg er ikke kommet for at fortælle dig hvad du skal gøre.

Det har taget mig år med skiftende jobs, utallige uddannelser og en utrættelig jagt på at smage på hele livets tag-selv-bord. Som barn drømte jeg om at blive psykolog, men min vilde rastløshed førte mig ud på omveje. Jeg ville vide alt, prøve alt og gøre en mærkbar forskel i verden.

Men min sande vej, mit egentlige kald, åbenbarede sig først, da livet for alvor ramte mig.

Vendingen kom, da jeg blev skilt og stod alene med to små babyer. Den ene var ørebarn og plaget af night terror, en virkelighed, vi stadig navigerer i dag, ni år senere. Midt i ekstrem søvnmangel forsøgte jeg at præstere det umulige. Jeg ville være den perfekte mor, den overskudsagtige husmor, kokken, rengøringsdamen og samtidig rykke på både karriere og uddannelse. Jeg løb hurtigere og hurtigere for at bevise mit værd og hjælpe andre.

Men undervejs mistede jeg mig selv.

Jeg kollapsede med stress og depression. Indeni var jeg fuldstændig tom. Jeg følte mig utilstrækkelig og magtesløs. Uanset hvor hårdt jeg prøvede at gøre alle andre tilfredse, føltes alt forkert. Jeg glemte, hvad ægte glæde var. Min eneste strategi blev ren overlevelse; jeg skulle bare klare de næste 18 år, indtil det en dag blev min tur til at leve.

Noget måtte ændres. Jeg vendte blikket indad og påbegyndte en dyb, årelang rejse gennem personlig udvikling, adfærdsterapi og spirituel opvågning. Det var benhårdt, men jeg ville ikke være processen foruden.

Krisen blev min største læremester. Uden det kollaps havde jeg ikke fundet min store kærlighed, min dybe forbindelse til naturen og det selvforsynende liv, eller min spirituelle jordforbindelse. Vigtigst af alt: Jeg havde ikke fundet min sande passion, de vilde kvinder.

Den største årsag til, at jeg skabte De Vilde Kvinder, udsprang af en brat opvågning efter Corona. Det gik op for mig, hvor fastlåst vi er i et system, der belønner præstation over nærvær, og hvor mange generationer vi har lært at leve for andres forventninger frem for vores egne. Vi er blevet så fortravlede i jagten på at leve op til det, samfundet forventer af os, at vi lever i et evigt hamsterhjul og har mistet forbindelsen til os selv og vores krop.

Det smukke ved den erkendelse var, at jeg samtidig mærkede en indre trang til at vende tilbage til naturen, til dyrene og til det selvforsynende liv. Til det liv, der handler om nærvær, om at passe på og sørge for sin familie, og om at gøre det, der giver ægte livsglæde, uden at skele til hvad alle andre måtte mene.

Jeg eksisterer ikke for dem.

De sidste seks år har været den vildeste rejse, jeg aldrig ville bytte væk. Jeg er blevet et spirituelt, magisk væsen, der mærker jorden under mine fødder og forbindelsen til det, der er over mig. Jeg har erkendt, at alt er forbundet, at der findes flere dimensioner og alternative virkeligheder, og at der er langt mere mellem himmel og jord, end vi går rundt og tror. Jeg mærker mere af mig selv end nogensinde før.

Og netop derfor mærker jeg, mere end nogensinde, et kald til at vi kvinder skal skabe noget magisk sammen. Vi lever i en tid, hvor små lokalsamfund popper op flere og flere steder, hvor kvinder river sig løs fra samfundets normer, fordi de mærker noget større trække i dem.

Tiden er inde til, at vi bygger stort, magisk og frit sammen.

I dag ved jeg, at alt skete med en dybere mening. Man kan ikke guide andre ud af mørket, før man selv har gået vejen. Jeg kender mine skyggesider og mine styrker. Jeg ved præcis, hvem jeg er, og hvad jeg kan.

Jeg brænder for de vilde kvinder. Jeg tror på den rå skønhed, der opstår, når vi tør slippe kontrollen, smide samfundets kvælende forventninger og frigøre vores indre natur. Der ligger en enorm urkraft i kvindefællesskaber, når vi løfter og støtter hinanden i stedet for at konkurrere. Alt for ofte bliver vi hinandens og vores egne hårdeste dommere, fordi vi inderst inde frygter ikke at være gode nok.

Jeg ser det allerede hos mine egne to døtre, der rammer puberteten nu. Når jeg hører, hvordan piger taler til hinanden, og ser den smerte, det efterlader, brister mit hjerte. Samfundets præstationspres starter alt for tidligt, og det må stoppe.

Min mission er at skabe de nødvendige åndehuller i hverdagens stress og jag. Et trygt rum, hvor vi kan smide maskerne, dele det svære og sammen genfinde det, der reelt giver livet værdi.

Det er tid til, at de vilde kvinder bliver sluppet fri.